Denne forælder har min dybeste respekt
26. feb 2009 22:27, birgit4000
Skoleleder i tørklæde-sagen: Piger skal ikke have tørklæde på, BT
Så kunne man læse idag at en forælder har trukket sin pige fra et besøg i en moske, fordi at pigen jvf. læreren skulle bære tørklæde.
Der klages i disse år over at forældrene ikke tager deres forældrerolle alvorlig - at de ikke er i børnenes liv. Jeg må indrømme at jeg næsten fik tårer i øjnene over at det ikke er sandt. Forældrene tager aktivt stilling, når deres barns velfærd er på spil.
Hvad er det som står på spil? Kunne pigen ikke bære tørklæde i en times tid for at føle på egen krop at kvindeundertrykkelse stadig eksisterer anno 2009?
Nej, det kunne pigen ikke!
For ideen med at klæde unge ens er at frarøve dem deres identitet. Det gør man hvis deres selvopfattelse alene bygger på deres fremtoning. Netop fordi at det er et så dybdegående indgreb så er selv fanger i danske fængsler ikke i uniform. Der kan opstå langvarige psykiske problemer.
Derfor bør forældre være tilbageholdende med at sende deres børn på sådanne besøg, men også ophold på sprog- og efterskoler, hvor at børn periodisk klædes så de ikke længere er sig selv og mister deres identitet.
Mere generelt så kan man stille spørgsmålstegn ved om eleverne overhovedet behøver at besøge en moske og andre steder som er hellige for hedninge. Skal Folkeskolen andet end oplyse at der findes religiøse samfund ud over statskirken? Jeg mener klart nej.
Konfirmationsundervisningen ligger heller ikke i Folkeskoleregi. Den foregår måske på skolens område, men det foregår i fritiden og foretages af en person fra den lokale kirke.
Jeg har fulgt sagen i medierne og på BT's debatforum fik tråden 35 sider på blot en dag, hvilket er noget specielt. Men emnet berører danske forældre dybt, hvilket bekræfter mig i at Danske forældre bekymrer sig om deres børn og sætter kritikerne til væg.
Jeg er så stolt af at denne mor stod frem og tog stilling på trods af at mange forældre stadig betragter en lærer som en autoritetsfigur der skal adlydes blindt.
Sidste udmelding er nu kommet fra skolens ledelse og den modsiger lærernes og pædagogernes fundamentaliske udmeldinger.
Børns velfærd blev tilgodeset.
Det er en god dag for Danmark.